Cookies
"Rottehullet" som værelset kaldes af dets fire beboere: Mads Thøgersen, Daniel Lundgaard, Paw Eriksen og Philip Illum Klindt

Odenselejr-deltager: Fedt at være i et trænignsmiljø, hvor vi hjælper hinanden

7/25/2017 2:54 PM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
17-årige Philip Illum Klindt er med på Odenselejren for første gang, og den unge Ikastspiller glæder sig over at være en del af et træningsmiljø, hvor de talentfulde spillere hjælper hinanden til at blive bedre.

33 af landets bedste U17- og U19-spillere er i disse dage samlet i Odense Idrætspark, hvor den årlige Odenselejr finder sted.

Det er første gang, at Philip Illum Klindt deltager på lejren, og herresinglespilleren fra Ikast er allerede begyndt at fylde rygsækken med en masse input fra medspillere og trænere, som han kan tage med hjem til sin daglige træning. 

- Indtil videre er det rigtig positivt. Jeg synes, det er fedt at være en del af et hold og et træningsmiljø, som det her er, hvor vi hjælper hinanden til at blive bedre. Allerede nu synes jeg, at jeg kan tage en masse input med hjem til hverdagen i klubben, siger Philip Illum Klindt og fortsætter. 
- Jeg synes også, det er rigtig fedt, at her er nogle andre trænere, og vi får lov til at se den måde, de gør tingene på. For eksempel havde vi Lennart (Engler, red.) i går, og han gør det meget anderledes, end der hvor jeg kommer fra. Han taler meget om tingene og evaluerer tingene efter hver øvelse og hver duel, for at man kan blive bedre. Han lærte os også, hvor vi kunne sparre med vores makkere til øvelser, for at vi kan hjælpe hinanden.

Phillip Illum Klindt får rigelig med mulighed for at lære endnu mere og lære fra sig, for Odenselejren er først lige begyndt, og foran venter der ham og de øvrige spillere og trænere ni dage mere med masser af badminton og socialt samvær, hvor de virkelig kommer tæt på hinanden. 

- Det er rigtig sjovt. Selvom jeg er ny her på lejren, så kender jeg stadigvæk nogle af de andre fra turneringer og fra klubben, og på 11 dage, når vi hurtigt at lære hinanden at kende. Og så kan man selvfølgelig synes, at det er godt eller skidt, at vi bor fire på værelserne, men her til at starte med er det i hvert fald sjovt, siger den 17-årige herresingle. 
Forhåbentlig bliver resten af Odenselejren også en succes. I hvert fald glæder han sig til hele programmet – både på og udenfor banen.

- Sportsligt ser jeg frem til kategoritræningerne, hvor jeg kan få den bedste sparring med de andre herresingler. Der har vi hundrede procent fokus på single, og alle vil det helt vildt. Jeg har hørt, at den sidste aften skulle være rigtig hyggelig og sjov, så socialt glæder jeg mig til det, siger Philip Illum Klindt.

Odenselejren slutter torsdag den 3. august.







 
Delete item?