Viktor Axelsen lagde fra land med en dansk sejr på VM-kvartfinaledagen. Pedersen/Rytter Juhl er også klar til semifinalerne, mens dagen desværre sluttede med exit til de danske herredoubler.
Viktor Axelsen (3) gav Danmark en god start på VM-kvartfinaledagen, da han vandt sin kamp mod Chou Tien Chen (6) med 21-18, 20-22, 21-16.
Danskerne havde to matchbolde i andet sæt, som han ærgrede sig over ikke at udnytte, og da Chen så omvendt tog sættet, skulle kampen ud i tre.
Her viste Axelsen sig at være den stærkeste. Han var bagud 13-14, men herfra tog VM-bronzevinderen fra 2014 seks point i træk, før han til sidst kunne lukke kampen med 21-16 i tredje sæt til stor glæde for de fremmødte danske fans, landstrænere og Viktor Axelsen selv, naturligvis.
Viktor Axelsen skal i sin semifinale møde kinesiske Chen Long (5), som har vist skræmmende styrke ved dette VM. Chen Long vandt de to verdensstjernes seneste opgør, som blev spillet ved China Open, og OL-guldvinderen, der ved de Olympyske Lege slog Axelsen i semifinalen, har i alt vundet ni af de ti indbyrdes opgør. Så det er tid til dansk revanche.
Desværre fik Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding (7) ikke revanche for deres Dubai-nederlag til Kamura/Sonoda (4).
Danskerne tabte klart første sæt med 13-21, mens andet sæt var en hel anden historie, da det blev afgjort på de små marginaler.
Conrad/Kolding fik ikke den bedste start på sættet, men de fik justeret på deres spil og kæmpet sig tilbage i kampen. De to par skiftede fra 12-12 til at tage nogle mindre pointstimer i træk, før japanerne fik matchbold ved 20-19.
Den overlevede danskerne og fik endda selv bragt sig frem til en sætbold 21-20. Men med tre hurtige point til de fjerdeseede Kamura/Sonoda skulle det ikke blive til Conrad/Koldings første VM-semifinale.
Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl formåede at placere tilskuerne helt ude på stolene i Emirates Arena, da deres VM-kvartfinale mod Tanaka/Yonemoto (7) skulle afgøres.
De danske OL-sølvvindere vandt måske det sikreste sæt i deres karriere, da de på ingen tid hev sættet hjem 21-5. Christinna Pedersen servede helt utroligt fra 9-5 og indtil sætbolden til 21-5.
I andet sæt var japanerne som forvandlet, og mit i sættet tog de syv point i træk fra 8-9 til 15-9. Det formåede Pedersen/Rytter Juhl at hente ved 16-16. Herfra var Tanaka/Yonemoto skarpest og tog sættet 21-18, og så skulle kampen afgøres i tre sæt, der var af en anden verden rent spændingsmæssigt.
De to par følges godt ad med en maksimal føring på tre point. Det ender med at blive danskerne, som får den første matchbold til trods for, at Pedersen undervejs må behandles for den venstre tommelfinger, som hun bøjede bagover.
Desværre for dem gled Christinna Pedersen på banen i matchbold-duellen, og så kunne de hvidklædte japanere elimere det danske knock-out.
Dernæst blev det India Open-vinderne, som fik tre matchbolde i træk, men danskerne forsvarede sig i et vanvittigt drama. Hallen eksploderede, da bolden til sidst ikke kom tilbage på Rytter Juhl/Pedersens banehalvdel. Efter 84 minutter var dramaet forbi, og VM-sølvvinderne fra 2015 er nu klar til VM-semifinalerne.
Kvartfinaledagens sidste kamp stod mellem Carsten Mogensen/Mathias Boe mod Liu Cheng/Zhang Nan (8) fra Kina, og det sluttede desværre med et dansk nederlag.
Boe/Mogensen fik tilkæmpet sig første sæt, som de vandt 22-20 efter tre sætbolde. De andenseedede danskere kom derefter bagud 0-5 og 1-9 i andet sæt, som de efterfølgende tabte 11-21.
I tredje sæt røg de også ind i en dårlig stime og kom bagud 3-10, men den rutinerede herredouble tilspillede sig syv point i træk, og tilspillede sig en udligning til 13-13. Derfra fulgtes de to par ad, men stadig med kineserne i førersædet pointmæssigt. Alligevel formåede de tidligere VM-sølv og -bronzevindere at få kampens første matchbold ved 20-19.
Det svarede Cheng/Nan til gengæld tilbage på og tog tre point i træk og dermed kampen, der endte 22-20, 11-21, 20-22.
Det betyder, at Danmark har to konstellationer videre til VM-semifinalerne – Viktor Axelsen og Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl.
Danmark er dermed også sikret to VM-medaljer, da semifinalerne som minimum giver en bronzemedalje.
Vi håber selvfølgelig, at Axelsen og Rytter Juhl/Pedersen ikke må nøjes med minimum men derimod tager fra VM i Glasgow med det maksimale.
Resultater fra de danske kvartfinaler:
Viktor Axelsen (3) vs. Chou Tien Chen (6, Taiwan): 21-18, 20-22, 21-16
Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen (7) vs. Takeshi Kamura/Keigo Sonoda (4, Japan): 13-21, 20-22
Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen (2) vs. Shiho Tanaka/Koharu Yonemoto (7, Japan): 21-5, 18-21, 27-25
Mathias Boe/Carsten Mogensen (2) vs. Liu Cheng/Zhang Nan (8, Kina): 22-20, 11-21, 20-22
Danske VM-kampe – lørdag den 26. august:
Viktor Axelsen (3) vs. Chen Long (5, Kina)
Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen (2)
Mathias Boe/Carsten Mogensen (2)
Følg VM 2017 på TV 2, TV 2 SPORT & TV 2 PLAY mandag-søndag, 21.-27. august!
Lørdag (semifinaler i to sessioner):
TV 2: 11.00-16.00
TV 2 SPORT: 18.00-23.00
God fornøjelse!