Det blev til et nederlag på 5-0 til Kina for de danske landshold, da de tidligt i morges endelig kom i aktion ved UVM
Efter en sejr på walkover i går skulle det danske landshold i dag op mod gruppe G’s førerhold, Kina, og her fik de unge danske talenter rigeligt at se til. Kineserne var ganske enkelt suveræne, og uden at tabe et eneste sæt spillede de en stensikker 5-0-sejr hjem.
I den danske lejr vidste de godt på forhånd, at de i dag stod over for at skulle bestige et bjerg af dimensioner, hvis Kina skulle besejres. Det lykkedes som bekendt ikke, men den danske U19 landstræner, Rikke Siegemund, var alligevel godt tilfreds med dagens indsats.
- Det var en svær opgave, men inden kampen havde vi snakket meget om, hvad succeskriterierne skulle være. Det skulle være, at vi fik noget erfaring med herfra, som vi kan bruge videre frem, og at vi spillede alle bolde uden at give dem lette point, siger Siegemund og fortsætter.
- Når jeg kigger overall på holdkampen, så synes jeg, at vi leverer en rigtig fin holdpræstation. Vi blev ved med at kæmpe, og vi forsøgte alt det, vi overhovedet kunne. Det var bestemt godkendt i dag, og måske endda også lidt mere end godkendt, og det var en positiv holdsnak vi havde bagefter.
Vil du se badminton i verdensklasse i efterårsferie? Klik her for at sikre dig en billet til DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR!
Danskerne får mulighed for at revanchere sig allerede senere i dag, når de omkring 11.30 spiller dagens anden holdkamp. Her skal de op i mod Taiwan, der i går kom godt fra land i turneringen med en sejr på 5-0 over Hong Kong.
Ifølge Rikke Siegemund bliver formiddagens opgør også en svær mission, men hun håber på, at danskerne kan tage den gode indstilling fra morgenes kamp med på banen, og så kan der måske godt vente en lille overraskelse.
- Taiwan og Kina er de to stærkeste hold i puljen, så der er ingen tvivl om, at det også bliver rigtig svært mod Taiwan. Vi skal have samme indstilling, og jeg tror på, at vi godt kan tage en sejr eller to, måske endda tre, hvis vi er heldige. I sidste ende er succeskriteriet det samme som mod Kina: Vi skal sælge os dyrt og vi skal være gode og turde at spille spillet, siger Siegemund og afrunder.
- Gør vi, hvad vi kan, og rammer vi det niveau, vi kan, og de andre er bedre, så kan vi ikke gøre så meget ved det, men de skal have lov til at bevise, at de er bedre end os. Vi skal ikke give dem de lette point. Vi skal tage udfordringen op og tro på, at vi kan være med, for det kan vi godt.
Du kan følge Danmarks kamp mod Taiwan lige her!
Vi krydser fingre for, at danskerne kan levere en lille overraskelse mod Taiwan – kom så, Danmark!