En sejr på 3-1 over Canada her til aften betyder, at Danmark slutter som nummer 17 ved UVM.
Det danske landshold spillede her til aften deres sidste kamp i holdturneringen ved UVM. I en kamp om 17. og 18. pladsen var danskerne oppe mod Canada, og det opgør endte med en flot dansk sejr på 3-1. Sejren var samtidig danskernes fjerde triumf ud af fire mulige i placeringsslutspillet.
Som tilfældet også var det i går, så kom Danmark godt fra start med en sejr i mixeddoublen. Alexandra Bøje/Jesper Toft bragte Danmark på 1-0, da de slog Katie Ho-Shue/Desmond Wang i sikker stil med 21-16, 21-13.
Du kan stadig nå at sikre dig en billet til DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR i Odense i næste uge. Klik her og bliv en del af en forrygende event!
I den efterfølgende herresingle blev det til canadisk udligning til 1-1, da Brian Wang slog Mads Thøgersen 21-19, 18-21, 21-15 efter næsten en times spil. Line Christophersen bragte dog hurtigt Danmark i front igen, da hun i overbevisende stil slog Talia Ng 21-16, 21-11.
Dermed stod den danske herredouble, Sebastian Grønbjerg/Daniel Lundgaard, med muligheden for at lukke holdkampen, hvilket krævede en sejr over Desmond Wang/Brian Yang. Danskerne skulle bruge tre sæt og 37 minutter på at hive sejren hjem, da de vandt 21-15, 17-21, 21-14.
Dagens sejr betyder, at Danmark slutter som nummer 17 i UVM’s holdturnering. Finalen i holdturnering bliver spillet i morgen og står mellem Malaysia og Kina, hvor Danmark jo mødte sidstnævnte i det indledende gruppespil. Tredje- og fjerdepladsen skal fordeles mellem Korea og Japan.
Klik her for at se resultater fra dagens øvrige kampe fra holdturneringen ved UVM!
De danske spillere er langt fra færdige i Indonesien endnu. Godt nok er holdturneringen slut for deres vedkommende, men på mandag begynder det individuelle UVM, og her er danskerne naturligvis også med.
Stort tillykke til spillerne med den fjerde sejr på stribe, og alt mulig held og lykke til alle danskerne i den kommende individuelle turnering!
Kom så, Danmark!