Cookies

Årets Leder/Ildsjæl 2024: - Kegleklubben har fået goodwill

3/20/2026 1:47 PM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger


Jørgen Erik Christensen fra KPK blev i 2024 kåret til Årets Leder/Ildsjæl ved årsmødet i Dansk Kegle Forbund. Igen i år er der mulighed for at indstille ledere og ildsjæle til hæderen, som afgøres ved Årsmødet 2026, der afholdes den 25.april.

Jørgen Erik Christensen begyndte i 2017 at spille kegler, og siden har han i dén grad bidraget til fællesskabet og sportens udvikling.

I 2024 blev han kåret til Årets Leder/Ildsjæl i Dansk Kegle Forbund, og det var en pris, som overraskede den relativt nye mand i sporten:

”Jeg blev meget overrasket over, at bestyrelsen i min klub havde indstillet mig til prisen og endnu mere overrasket over, at det blev mig, der fik anerkendelsen,” fortæller Jørgen Erik.

Han fik prisen efter at have været en drivende faktor i at løse et problem med vandskader på to af KPK’s baner.

”I den forbindelse brugte jeg en del energi på at få skaffet penge til udskiftning af baner. Det lykkedes efter en del møder med politikere og skrivelser til forvaltningen at få kommunen til at betale næsten hele udgiften,” fortæller Årets Leder/Ildsjæl 2024.

Jørgen Erik fik samme år kommunens ildsjælepris for sit arbejde i den lokale volleyklub, og anerkendelsen betyder noget for det frivillige, fortæller han:

”Alt andet lige har det medført, at kegleklubben har fået en goodwill, som jeg ikke er sikker på, at vi ellers ville have fået,” fortæller Jørgen Erik.

Han ser nu frem til Årsmødet 2026, som afholdes på Hotel Scandic i Odense den 25. april.

”Jeg glæder mig til at deltage i årsmødet. Primært fordi det er en mulighed for at høre om, hvordan man arbejder i andre klubber,” fortællerJørgen Erik.

Ved Årsmødet skal Årets Klub og Årets Leder/Ildsjæl traditionen tro kåres, og bestyrelsen er åben for indstillinger, så send endelig dit bud på, hvem der har fortjent de to priser til  bestyrelse@kegler.dk, så kommer de med i puljen.









 
Delete item?