Den 9. maj blev en helt særlig dag for Frank Nielsen, som hjemtog sit andet danske mesterskab nogensinde i Classic.
En skøn dag i keglecenteret resulterede lørdag den 9. maj i, at rutinerede Frank Nielsen fra HCK kunne kalde sig vinder af DM i Classic.
Titlen kom i hus efter en særdeles spændende finale - da sidste skud var taget, stod det helt lige mellem Martin Folmer fra Fionia og Igor Stjepanovic fra KCK. På antallet af fejlslag vandt Martin sølv og Igor bronze.
For Frank Nielsen var det en god følelse at tage fra keglecenteret med endnu en titel i hus:
”Det er fedt at vise, at vi gamle spillere stadig kan være med. Personligt får jeg også bevist, at jeg stadig kan være med i toppen. Deter skønt,” siger Frank, som vandt sit første DM for tre år siden.
Han har spillet kegler siden 1982 og begyndte at dyrke Classic i begyndelsen af 00’erne. I 2023 tog han så titlen som Danmarksmester i Classic, og siden er det også blevet til en tredjeplads og en fjerdeplads.
”Det særlige ved DM er, at man møder folk fra hele landet. Det er alle de bedste, og det gør det ekstra sjovt at vinde,” fortæller Frank,som har fået fejret titlen med sine holdkammerater fra HCK.
”Vi fik os en god hyggeaften, men det havde vi nu arrangeret på forhånd. Så det var da rart, at det kunne blive en fejring af en titel,” siger Danmarksmesteren.
Bohle styrker Classic-spilleren
Det lå ikke helt i kortene, at Frank Nielsen ville vinde DM i år. Han har nemlig døjet med en skade i begyndelsen af sæsonen, men nåede altså at komme stærkt tilbage.
Han benytter også Bohle-træningen til at blive skarpere til Classic-delen, fortæller han:
”Jeg har haft en oplevelse af, at jeg bliver bedre, når jeg også træner Bohle, så op til DM har jeg trænet Bohle nogle få slag hver uge, og det har givet mig en del i mine afrydninger. De bliver meget bedre, så på den måde har jeg forberedt mig,” fortæller Frank.
”Man vinder jo ikke på rutine alene, så det kræver noget træning. Det er også fokus for fremtiden, for tidligere har vi vundet en del som hold, men det er blevet sværere. Det vil vi gerne tilbage til, ” sigerdanmarksmesteren fra HCK.
Han ser nu frem til en sommerpause, hvor træningen dog ikke lægges helt på hylden – for sulten efter flere titler er bestemt til stede i HCK.