Cookies

Danske profiler klar til VM i trebanespil: – Vi tror på, at vi kan nå langt

5/21/2026 4:01 PM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger

Fra den 22. til 24. maj samles verdenseliten i keglesporti Wolfsburg, når det blot andet VM i trebanespil nogensinde bliver afviklet.

Ved VM i trebanespil bliver der dystet i tre forskellige baneformer – Bohle, Classic og Schere – og Danmark stiller med et stærkt hold bestående af Claes Folmer Hansen, Helene Holst Jensen, Martin Folmer Hansen, Birgitte Kreutzfeldt og Peter Andersen.

For Peter Andersen bliver mesterskabet noget helt særligt.

– Det første VM blev spillet i 2024, så det her er kun det andet verdensmesterskab i disciplinen. Det gør det selvfølgelig lidt specielt at være med til at bygge noget nyt op internationalt, fortæller han.

Tre discipliner – én verdensmester

VM i trebanespil adskiller sig markant fra traditionelle mesterskaber, fordi spillerne skal mestre flere forskellige banetyper.

Bohle og Classic kender de danske spillere allerede indgående fra turneringerne herhjemme, mens Schere-banen fortsat er mere ukendt territorium.

– Schere minder lidt om Bohle i starten af banen, men den flader helt ud på den sidste halvdel. Vi har ingen Schere-baner i Danmark, så det bliver selvfølgelig en ekstra udfordring, forklarer Peter Andersen.

Turneringsformatet er samtidig både intenst og fysisk krævende.

Spillerne bliver først trukket i indledende grupper med fire deltagere i hver. Her spilles der 40 slag i hver disciplin, hvor man optjener point ud fra placeringerne på de enkelte baner – præcis som i den danske pokalturnering.

De bedste spillere går videre til kvartfinaler, semifinalerog finaler.

– Hvis man når hele vejen til finalen, kommer man til at spille 480 slag på under 20 timer. Så det bliver et hårdt program, siger Peter Andersen.

Store danske ambitioner

Danmark har allerede vist, at nationen kan begå sig i trebanespil på internationalt niveau.

Ved det første VM for to år siden nåede Tonny Jensen finalen, mens Birgitte Kreutzfeldt og Louise Kreutzfeldt spillede sig i semifinalerne.

Derfor er ambitionerne også høje denne gang.

– Vi tror på, at vi alle fire igen kan komme langt og være med om finalepladser og medaljer. Vi spiller både Bohle og Classic i Danmark til daglig, og fordi Schere minder meget om Bohle, føler vi faktisk, at vi har gode muligheder, siger Peter Andersen.

VM får deltagelse af 11 nationer, og der vil blive sendt livestream fra mesterskaberne, så danske keglefans kan følge de internationale opgør direkte fra Wolfsburg.








 
Delete item?