Cookies
Badminton Danmark: Cathrine Rosengren sidder ved højbord sammen med profilerne fra Japan og Kina

Danskerne er klar til den største para-badmintonturnering nogensinde

9/7/2017 1:36 PM |  XXBadminton DK res |  Jonas Rasmussen
Danmark har fire repræsentanter med til Japan Para-Badminton International 2017, som er Japans største para-badmintonturnering nogensinde, og danskerne går efter guldet.

Med sine 188 deltagere på tværs af kategorier og klassifikationer er Japan Para-Badminton International 2017 den største para-turnering nogensinde.

Blandt de 188 deltagere er danske Simone Larsen, Julie Thrane, Astrid Lilhav Riis og Cathrine Rosengren. 

Førstnævnte spiller sin første para-turnering nogensinde – rent faktisk spiller hun for første gang i sit liv mod ligeværdige, da hun til daglig spiller i SAIF på et hold med spillere uden handicap. 
Simone Larsen er blevet klassificeret som SS6, hvilket er kategorien for spillere med dværgvækst, og nu glæder hun sig til at bide skeer med sine ligeværdige modstandere. 

- Jeg har aldrig spillet mod en på min egen højde. Jeg har aldrig tidligere stillet op i turneringer, bortset fra klubmesterskaber. Det er min første store officielle turnering, så at det er i Japan er jo virkelig sjovt og spændende. Jeg har ikke den store idé om, hvordan det kommer til at gå, men jeg er spændt, og jeg går da efter at vinde. Det er derfor, jeg er her, siger Simone Larsen, der deltager i damesingle, -double og mixeddouble.

Julie Thrane, Astrid Lilhav Riis og Cathrine Rosengren har alle deltaget ved para-turneringer før, og de unge danske piger formåede på flotteste vis også at hjembringe EM-medaljer af guld, sølv og bronze fra sidste års EM i Holland. 
Nu kommer de helt store prøver, når de for første gang skal op imod asiatisk modstand. 

Cathrine Rosengren har dog allerede stiftet bekendtskab med de asiatiske damesingler, da hun ved turneringens Welcome Dinner blev inviteret med til at sidde ved højbord sammen med Japans tre bedste para-damesingler og Kinas bedste para-damesingle i SU5, som Rosengren også spiller.

- De var vildt flinke og spurgte meget ind til mig. De var meget ydmyge og flinke i forhold til, at de ikke kendte mig. Kineserne og japanerne er jo rigtig gode, men jeg glæder mig til at tage udfordringen op. Det er en god erfaring op til VM for at finde ud af, hvor langt man er fra at kunne vinde for eksempel, men allerede nu er ambitionen at gå efter guldet, siger Cathrine Rosengren, der vandt guld ved EM i Holland.

Japan Para-Badminton International 2017 begynder torsdag den 7. september og slutter søndag den 10. september med finaler.

Nicolaj Knudsen deltager som holdleder og coach. 






 
Delete item?