Tirsdag går det løs i DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR i Odense. Der er mange danske kampe på banerne allerede fra morgenstunden af. Få et overblik over dagens kampe her.
Turneringen i Odense starter tirsdag med kvalifikationskampe i alle kategorier. Allerede fra morgenen af er danskerne på banen. Heriblandt den danske mixdouble Sara Thygesen og Niclas Nøhr, der vandt EM- og DM-sølv i 2016.
- Jeg tror, det er realistisk, at vi kan komme igennem kvalifikationen, men der skal også spilles god badminton, siger Sara Thygesen og Niclas Nøhr inden turneringens start.
Hovedturneringen starter om aftenen med mixeddoubler i verdensklasse. Af danskere på banen er det nysammensatte par Christinna Pedersen og Mathias Christiansen, som spiller deres første kamp i turneringssammenhæng. De møder en hård opgave i form af det femteseedede kinesiske par Li Yinhui og Zhang Nan.
- Det bliver en svær kamp. Det bliver en kamp, hvor vi skal ud og fyre den af, siger Christinna Pedersen om kampen.
Deltag i spændingen i Odense, tryk her for at sikre din billet!
Udover den nye mixedkonstellation spiller også Mai Surrow og Mikkel Mikkelsen. Parret, som ligger nr. 45 på verdensranglisten, møder det førsteseedede kinesiske par Chen Qingchen og Zheng Siwei. De to par har aldrig før mødt hinanden.
Den unge konstellation Ditte Søby og Alexander Bond møder det franske par Audrey Fontaine og Ronan Labar. I parrenes tidligere møder har det franske par vundet to gange, mon den danske mixdouble kan få revanche denne gang?
Sidste par på banen tirsdag er Line Højmark Kjærsfeldt og Anders Skaarup Rasmussen. De møder nr. 9 på verdensranglisten, det thailandske par Puttita Supajirakul og Dechapol Puavaranukroh. Parrene har ikke mødt hinanden før, så det bliver spændende at se, om danskerne kan tage en sejr over det thailandske par.
Se programmet for dagens kampe i Odense her.
Af kampe uden danskere på banen er det værd at nævne det fjerdeseedede engelske par, Gabrielle og Chris Adcock, der vandt VM-bronze i august. Ligeledes spiller VM-guldvinderne, indonesiske Liliyana Natsir og Tontowi Ahmad, der ved denne turnering er tredjeseedede. Også de andenseedede kinesere, Huang Yaqiong og Lu Kai, er på banen tirsdag.
Der er lagt op til spænding med gode og seværdige kampe i Odense på banerne tirsdag.