Cookies
badminton photo

Optakt: Verdensstjernerne tjekker ind ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR

10/18/2017 8:52 AM |  XXBadminton DK res |  Lykke Thymann Hansen
Så er det tid til at få sat gang i hovedturneringen i alle rækker ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR. Det betyder, at de helt store stjerner for første gang i turneringen skal give den gas i main hall i Odense Idrætspark. Vi ser lidt nærmere på nogle af dagens helt store kampe.

Den ene store stjerne efter den anden er klar til at slå deres folder på banerne her på anden dagen ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR. I går fik vi en spændende start på hovedturneringen i mixeddouble, og i dag er vi klar til at sætte gang i første runde i de øvrige rækker.

Der er en masse store navne på plakaten, og publikum i Odense Idrætshal kan glæde sig til mange spændende kampe i løbet af onsdagen.

For eksempel møder de to tidligere verdensettere Saina Nehwal og Carolina Marin hinanden i første runde af hovedturneringen i damesingle, og det bliver næsten med garanti en kamp, der er værd at se. Begge spillere står noteret for fire indbyrdes sejre, inden dagens opgør, så det bliver spændende at se, hvem der skal have overtaget i den statistik efter dagens match.

Den regerende olympiske mester i herresingle, Chen Long, skal op i mod Lee Hyan Il fra Korea. De to spillere mødtes i semifinalen ved Australian Open – en kamp, som Chen Long kunne gå fra som sejrherre. Det bliver interessant at se, om det kan lykkes Lee Hyan Il at tage revanche.

Desuden kan publikum få masser af hurtig herredouble, når verdensetterne fra Indonesien, Marcus Gideon/Kevin Sukamuljo, møder den japanske double med Yugo Kobayashi/Takuro Hoki.

Også vores danske verdensmester og nummer et på verdensranglisten, Viktor Axelsen, skal op mod japansk modstand, når han møder Takuma Ueda.  

Se det fulde kampprogram HER:

Og Axelsen er langt fra det eneste store danske navn, der spiller første kamp ved turneringen i dag.

Både Hans-Kristian Vittinghus og Anders Antonsen er klar til deres første runde i herresingle-rækken. I herredouble kan publikum blandt andet klappe af vores tre højest rangerede doubler Boe/Mogensen, Conrad/Kolding og Astrup/Rasmussen, mens den tredjeseedede damedouble Pedersen/Rytter Juhl også er klar til deres førsterundekamp.

Landstræner Kenneth Jonassen ser frem til at få alle mand i gang i turneringen.

- Det er nu, turneringen virkelig bliver skudt i gang. Vi har rigtig mange danskere i gang i dag, og det bliver en udfordring. Jeg synes der er nogle svære lodtrækninger. Så vi skal spille godt, og vi kan nemt gå hen og blive pressede.

Men spillerne er godt forberedt på dagens udfordringer.

- Vi kender forholdende i hallen rigtig godt. Vi ved hvordan boldene reagerer derinde, og vi har også analyseret rigtig meget på vores modstandere, så vi er klar.

Se resten af interviewet med Kenneth Jonassen herunder:



Vi glæder os til endnu en spændende badmintondag i Odense idrætshal. 







 
Delete item?