Cookies
Badminton photo

Kvartfinalerne serves i gang

10/20/2017 12:09 PM |  XXBadminton DK res |  Lykke Thymann Hansen
Kalenderen siger fredag den 20. oktober, og efter en hæsblæsende dag i går er det blevet tid til kvartfinaler i DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR. Nu spidser turneringen for alvor til, og der er stadig masser danskere på programmet. 

Der er stadig masser god badminton med store danske og internationale navne at glæde sig til, når kvartfinalerne sættes i gang i Odense idrætshal klokken 15.30.

Med begge finaleseedede damedoublepar ude af turneringen, ser der ud til at være gode chancer for den danske double med Pedersen/Rytter Juhl. 

Vi krydser fingre for, at Kamilla Rytter Juhls knæ bliver klar til kamp, så fansene i Odense idrætshal kan få fornøjelsen af den danske double, når de møder japanerne Fukuman/Yonao.

Viktor Axelsen står i sin kvartfinale overfor indiske Kidami Srikanth, som er seedet 8’er ved turneringen. Inden dagens kamp er det blevet til tre danske sejre i fem tidligere opgør. Begge spillere måtte bruge tre sæt i deres kampe i aftes for at sikre sig en billet til kvartfinalen. Det skal blive interessant at se, hvem der kommer ind til kampen med mest friske ben.  

Og så får vi endnu et danskeropgør at se i herredouble-kategorien. Førsteseedede Mathias Boe/Carsten Mogensen møder Kasper Antonsen/Nøhr i kvartfinalen. For sidstnævnte er det første gang, at de står i en kvartfinale ved en Superseries Premier-turnering. På papiret er de underdogs mod de rutinerede landsmænd, men de er ikke bange for at tage kampen op.

- Vi har selvfølgelig stor respekt for dem. Det bliver igen en meget taktisk kamp. Vi skal ikke bare stå og være tilskuere. Så vinder vi ikke. Vi skal ind og prøve at skabe noget og skabe en overraskelse, sagde Niclas Nøhr i går aftes efter deres sejr over Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding.

Og Niclas Nøhr får nok at se til i dag. Han har nemlig også spillet sig i kvartfinalen med sin makker i mixeddouble, Sarah Thygesen. Parret har leveret flot spil ved turneringen, til trods for at de ikke har spillet sammen i et år. Så det tegner godt for fremtiden.

- Der skal spilles mange kampe endnu, før vi er helt sikre på, hvor vi står. Men hvis vi kan levere det her niveau så er jeg meget fortrøstningsfuld for det fremtidige arbejde, siger Niclas Nøhr.

Udover de danske spillere er der mange internationale spillere, der er værd at holde øje med ved dagens kampe. So Wan Ho, Tai Tzu Ying, Saina Nehwal, Gideon/Sukamuljo og mange andre er fortsat med i turneringen.

Det bliver altså endnu en spændende dag i Odense Idrætshal. Den første bold i kvartfinalerne bliver spillet kl. 15.30, og dørene åbner for publikum kl. 14.30.






 
Delete item?