Den danske herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til at forsvare deres titel ved Superseries-turneringen French Open. Det står klart efter en dag med dansk deltagelse i tre semifinaler, men hvor herresinglen Anders Antonsen og mixeddoublen med Christinna Pedersen og Mathias Christiansen desværre måtte se sig slået.
Mathias Boe dansede af glæde, da han sammen med makkeren Carsten Mogensen havde vundet sidste point i deres kamp mod det unge kinesiske par He Jiting og Tan Qiang. De to par havde før i dag ikke mødt hinanden, og det blev altså danskerne, der trak sig sejrrigt ud af deres første opgør, som Boe/Mogensen vandt 21-18, 21-19.
- Jeg synes, de gør det godt i dag i en svær kamp mod nogle unge kinesere. Det, at de er unge, betyder ikke, at de er dårlige, så det er ikke en let kamp. Jeg synes, kineserne lavede nogle lette fejl, men andre gange gjorde de det rigtig godt. Mathias og Carsten har størst variation og flest strenge at spille på. Jeg synes, de har spillet en god turnering, og man kan mærke, de er motiverede og elsker at spille her, siger assisterende landstræner Jakob Høi.
I morgen møder de Lee Jhe-Huei og Lee Yang fra Taiwan, som slog Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup Sørensen ud tidligere på ugen.
- Det er et formstærkt par, som har gjort det godt i Superseries-turneringerne. Det er en farlig kamp, fordi danskerne er favoritter, men Lee og Lee har slået stærke par, så vi skal gå ind til kampen med respekt, og så forbereder vi os ved at kigge på, hvordan de har spillet i denne turnering, fortæller Jakob Høi.
Video: Kom helt tæt på Viktor Axelsens opvarmning
Anders Antonsen var i sin semifinale oppe i mod japanske Kenta Nishimoto, som han slog overbevisende i sidste uges DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR. Men i denne uge blev det desværre til japanske sejr på 21-17, 21-15, og det på trods af at danskeren fik en fantastisk start på kampen og førte 7-1.
- Han fik en god start, men mistede lidt disciplinen og brændte meget krudt af på kort tid. Han manglede lidt mental og taktisk disciplin i dag, og han bør være skuffet over ikke at stå i en finale, for han har spillet rigtig godt hernede og med mental modenhed, siger Jakob Høi, der kun overværede første sæt.
Stor tilfredshed efter DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR
Christinna Pedersen og Mathias Christiansen spillede bare deres anden turnering sammen, men leverede en rigtig flot indsats mod verdens nummer et kineserne Chen Qingchen/Zheng Siwei. Danskerne pressede nemlig det stærke kinesiske par, som dog endte med at vinde 22-20, 17-21, 21-15.
- Det var en flot præstation, og de har spillet en rigtig flot turnering, hvor de har kæmpet sig tilbage i flere kampe og haft god kommunikation både med hinanden og med Kenneth (Jonassen red.), og man kan mærke de er sultne efter mere, fortæller Jakob Høi.