Cookies

Ny struktur skal løfte Bohle og Classic hver for sig

4/23/2026 11:04 AM |  Kegler.dk |  Katja Bødtger


Ved årsmødet 2026 tager Dansk Kegle Forbund et vigtigt skridt i udviklingen af elitearbejdet. Det nuværende samlede eliteudvalg opdeles fremover i to selvstændige enheder: ét for Bohle og ét for Classic. Målet er klart – at skabe bedre rammer, større fokus og en stærkere udvikling for begge discipliner.

Bestyrelsesmedlem Michael Zimmermann, der har ansvaret for turnering, landshold og elite, forklarer baggrunden for ændringen.

– Jeg fungerer som bindeled mellem bestyrelsen og elitearbejdet. Udvalgene arbejder i høj grad selvstændigt, men jeg er kontaktperson, hvis der er behov for sparring eller dialog – for eksempel omkring budgetter eller strategiske beslutninger, siger han.

Ifølge Zimmermann har erfaringerne vist, at det nuværende setup ikke i tilstrækkelig grad understøtter de forskelle, der er mellem Bohle og Classic.

– Vi har oplevet, at de personer, der engagerer sig i elitearbejdet, ofte har deres hjerte i enten Bohle eller Classic. Derfor giver det god mening at opdele arbejdet, så man kan fokusere fuldt ud på én disciplin, forklarer han.

Opdelingen skal samtidig gøre det lettere at rekruttere nye medlemmer til udvalgene, da opgaverne bliver mere overskuelige og målrettede.

Mere specialisering skal løfte niveauet

Med den nye struktur håber forbundet at skabe bedre forudsætninger for udvikling – både organisatorisk og sportsligt.

– Det er i bund og grund to forskellige discipliner. Når man specialiserer sig, får man et langt bedre kendskab til spillerne, miljøet og de behov, der er. Det giver også et bedre grundlag for at udtage de spillere, der bedst kan repræsentere Danmark, siger Zimmermann.

Han peger samtidig på, at mindre og mere fokuserede udvalg kan åbne døren for nye idéer og tiltag.

– Når arbejdsopgaverne deles op, bliver det mere håndterbart. Det giver forhåbentlig plads til, at udvalgene kan tænke nyt og arbejde med initiativer, der kan løfte niveauet hos elitespillerne.

Fokus på udtagelse og udvikling

De to nye udvalg vil hver især få ansvar for en række centrale opgaver – herunder udtagelse af spillere til internationale mesterskaber, udvikling af eliteprogrammer og samarbejde med trænere og holdledere.

– Det vigtigste er naturligvis at sikre de bedst mulige rammer for vores landshold og at udtage de spillere, der kan gøre det bedst internationalt. Men vi håber også, at den nye struktur kan være med til at udvikle spillerne yderligere gennem nye initiativer, siger Zimmermann.

Nye kræfter søges

I forbindelse med omstruktureringen søger Dansk Kegle Forbund nye medlemmer til begge udvalg. Fremover vil hvert udvalg bestå af en formand og to medlemmer.

Forbundet håber, at flere vil byde sig til og være med tilat præge fremtiden for dansk keglesport.

– Vi ønsker engagerede personer, der brænder for deres disciplin og vil være med til at udvikle dansk elitekeglesport. Med den nye struktur tror vi på, at det bliver endnu mere attraktivt at engagere sig, afslutter Michael Zimmermann.

Ændringen forventes implementeret i forbindelse med Årsmødet, som afholdes lørdag den 25. april klokke 10 i Odense.








 
Delete item?