I Christriansfeld er opbakningen til klubbens arrangementer – sportslige som sociale – enorm, og torsdag den 7. maj blev den traditionsrige Tak for Vinter-fest afholdt med 115 deltagere.
Årets Klub 2026 – Christiansfeld Kegleklub – er med sine 215medlemmer en særdeles velfungerende en af slagsen.
Her bliver der i dén grad gået til den på banerne, men nok så vigtigt, så er medlemmerne også gode til at bakke op om alt det rundt om spillet.
Generalforsamlinger, julefrokoster, og så den netop afholdte Tak for Vinter-fest er altid store tilløbsstykker, og således også i år.
115 medlemmer deltog til den traditionsrige fest, hvor klubben hylder sæsonens medaljetagere og sætter rammen for en festlig aften for medlemmerne.
”Det blev en rigtig god og hyggelig dag. Dem der har fået medalje kom op på scenen, og vi havde mange at glæde os over i år. Ttitlen som Årets Klub skulle også markeres. Vi skal huske at fejre og nyde vores sejre. Det gør også, at man føler, at det bliver værdsat, det man laver,” fortæller EmilAndersen fra Christiansfeld Kegleklub.
I år var der hyret band ind, der spillede i halvanden time, og ellers var der taler, en status på klubben og selvfølgelig hæder til medaljetagerne.
”Det giver et utroligt sammenhold. Vi er jo 215 medlemmer, og at kunne samle 115 er flot. Vi har også altid 100 mennesker til vores generalforsamling, og så har vi også en julefrokost, hvor vi er lige så mange,”fortæller Emil.
Fællesskab som fundament
Årsagen til, at Christiansfeld Kegleklub formår at tiltrække så mange til deres arrangementer skal findes i fællesskabet, mener Emil.
Det er nemlig relationerne, der driver værker – og får folk ud af fjerene:
”Opbaknikngen skyldes det sammenhold, vi har. Det har vi altid haft her i Christiansfeld. Det er en tradition, og folk prioriterer det virkelig,” siger han.
”Det er hyggeligt at samles på kryds og tværs af holdene. Men det kræver, at man er opsøgende, hvis man vil stable de her ting på benene. Vi har en kontaktperson på hvert hold i klubben, så vi hurtigt kan få oplysninger ud og fortælle om fester og den slags. Vi kan også fordele spillere, hvis der er nogen, der henvender sig og gerne vil i gang. Så kan jeg hurtigt lige ringe til en kontaktperson fra et hold og få dem til at tage godt imod personen,” fortæller Emil Andersen.
” Vi er også altid klar på nye initiativer. Vi var blandt de første, der prøvede Motivu af, og det var en kæmpe succes. Derudover har vi jo åbent hus, som alle andre, og så har vi jo en aktiv bestyrelse,” fortæller han.
Nu venter en pause i kegleklubben frem til august, hvor det hele starter op igen – med masser af fællesskab, gode stunder og - selvølgelig- kegler i fokus.