Den 23. til 24. maj var verdenseliten samlet i Wolfsburgi Tyskland, da det blot andet VM i trebanespil nogensinde blev afviklet.
I Wolfsburg dystede spillerne i de tre forskellige baneformer Bohle, Classic og Schere – og de danske deltagere leverede stærke præstationer hele weekenden igennem.
Danmark stillede med et stærkt hold bestående af Claes Folmer Hansen, Helene Holst Jensen, Martin Folmer Hansen, Birgitte Kreutzfeldt og Peter Andersen, og flere af spillerne spillede sig helt frem blandt verdens bedste.
Det største danske resultat stod Claes Folmer Hansen for, da han sikrede sig VM-bronze efter en flot turnering.
“Turneringen gik rigtig godt for både mig selv og de resterende danskere, der var af sted. En tredjeplads, to fjerdepladser og en semifinale kan vi alle være rigtig stolte over,” fortæller Claes Hansen.
Foruden bronzemedaljen til Claes blev Helene Holst Jensen nummer fire hos kvinderne, mens Martin Folmer Hansen også spillede sig til en flot fjerdeplads.
Danmark sikrede historisk medalje
For Claes Hansen var et af weekendens største øjeblikke, da både han og Martin Folmer Hansen spillede sig i semifinalerne og dermed sikrede Danmark den første medalje ved et VM i trebanespil.
“Højdepunktet for mig var, da Martin og jeg sikrede finalepladserne, og Danmark dermed var sikret den første medalje til et VM i trebanespil. Derudover var det selvfølgelig også rigtig stort at stå i en VM-finale og sikre en medalje, selvom jeg havde håbet på mere,” siger han.
Vejen til medaljen var dog alt andet end lige ud ad landevejen. Claes Hansen var nemlig ikke oprindeligt udtaget til mesterskabet og kom først med i sidste øjeblik efter et afbud.
“Jeg har virkelig håbet på at blive udtaget til trebanespil siden det første VM for to år siden, fordi jeg føler, det passer rigtig godt til mig. Derfor var jeg selvfølgelig skuffet over ikke at være med fra starten, men heldigvis opstod muligheden i sidste øjeblik,” fortæller han.
“Det var faktisk først dagen før afrejse, at jeg fandt ud af, at jeg skulle af sted.”
Ifølge Claes Hansen blev en målrettet optakt afgørende for den flotte præstation i Wolfsburg.
“En rigtig god, struktureret og målrettet træning fredag aften var uden tvivl nøglen til det gode spil under størstedelen af verdensmesterskaberne.”
Samtidig peger han på danskernes erfaring med flere forskellige discipliner som en stor fordel i trebanespillet.
“Jeg har spillet både Bohle og Classic på højt niveau i mange år efterhånden, hvilket jeg ser som en kæmpe fordel til trebanespil. Mange af de øvrige spillere kommer kun fra én disciplin.”
VM-formatet gør turneringen helt speciel
Trebanespil er en særlig disciplin inden for keglesporten, hvor spillerne skal mestre tre forskellige baneformer i samme turnering.
“VM er bare noget særligt, lige meget hvilken sportsgren man dyrker. Det bliver ikke meget større end at være blandt de bedste i verden til det, man laver,” siger Claes Hansen.
“VM i trebanespil er noget helt specielt, fordi man her finder de bedste allround-spillere i hele keglesporten – og ikke kun inden for én disciplin.”
De flotte danske resultater i Wolfsburg giver samtidig optimisme for fremtiden i dansk keglesport.
“Jeg tror på, at dansk keglesport går en rigtig lys fremtid i møde. Vi har fået delt eliteudvalgene op, hvilket giver folk mulighed for at fokusere på den disciplin, de virkelig brænder for,” siger Claes Hansen.
“Det giver nogle spændende muligheder for at udvikle elitesporten yderligere. Vi har en stor gruppe spillere, som gerne vil gøre det ekstra for at sikre, at vi bliver endnu mere konkurrencedygtige fremover.”
De danske spillere kunne dermed rejse hjem fra Wolfsburg med både medaljer, topplaceringer og masser af optimisme i bagagen.